Viser indlæg med etiketten tærte. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten tærte. Vis alle indlæg
mandag den 28. oktober 2013
Mini-pæretærter
Disse små portionstærter har jeg bagt i en muffinform, en idé jeg faldt over på pinterest for noget tid siden efterhånden, men jeg syntes simpelthen, de så så fine ud, så det måtte selvfølgelig afprøves.
Opskrift:
Til 12 små tærter
1 portion tærtedej
4 pærer
85g sukker
1 1/2 tsk hvedemel
1/2 citron
Kanel
Vanillesukker
Smør
Forbered tærtedejen. Rul den ene halvdel tyndt og stik ud med en stor, rund udstikker. For hvert hul i tærteformen med dejen. Stil på køl til fyldet er klar.
Skræl pærerne og skær dem i passende stykker.
Bland pærer, sukker, citronsaft, mel, lidt kanel og lidt vanillesukker sammen, så pærerne bliver helt dækket.
Hæld fyldet i formene og kom et lille stykke smør på hver.
Rul resten af tærtedejen ud og stik ud med en rund udstikker, der passer med hullet i muffinformen.
Læg låg på hver lille tærte og tryk bund og låg godt sammen. Skær et par huller i låget, så dampen kan slippe ud.
Bag ved 190 grader i ca. 45 min. til fyldet bobler og låget er gyldenbrunt.
Lad tærterne køle af.
Jeg har her serveret med lidt creme fraiche, pisket med vanillesukker, men man kan også servere den med en kugle vanilleis eller flødeskum.
Velbekomme.
fredag den 21. juni 2013
Lemon Meringue Pie
Denne tærte er super lækker; Frisk, syrlig og sød på samme tid og skøn til en sommerdag.
Opskrift:
1 portion tærtedej
3 æg
5 æggeblommer
340g sukker
30g majsstivelse
4 citroner, saft og skal
1/4 tsk salt
55g usaltet smør
5 æggehvider, stuetemp.
1/4 tsk cream of tartar
70g sukker
Kom tærtedejen i en tærteform og prik med en gaffel i bunden og siderne. Lad den hvile i køleskabet ca. 30 min. Kom sølvpapir ovenpå tærtedejen og fyld med tærtekugler.
Bag 12-15 min. ved 190 grader. Fjern så sølvpapir og tærtekugler og bag yderligere 10 min.
Lad tærtebunden køle af på en rist.
Pisk æggene og æggeblommerne godt sammen.
Bland majsstivelse og sukker sammen i en gryde og tilsæt de sammenpiskede æg, citronsaft og salt. Pisk til det er blandet godt.
Kog blandingen op ved middel varme. Skru ned når det begynder at boble og lad det boble videre 1-2 min. til blandingen er tyknet.
Tag gryden af varmen og pisk smørret i. Rør ca. 2 spsk citronskal i blandingen og læg så låg på gryden.
Pisk æggehvider og cream of tartar sammen til det begynder at danne toppe. Tilsæt sukker 1 spsk ad gangen. Pisk fortsat til blandingen bliver stiv.
Kom citronfyldet op i tærtebunden og kom marengs henover så det dækker helt ud til kanterne.
Bag tærten 10-15 min. til marengsen begynder at blive gyldenbrun.
Køl af og server.
Tærten kan opbevares i køleskabet, hvis den ikke spises med det samme. Jeg synes personligt den er aller mest lækker når den er helt kold. Specielt her i sommervarmen!
tirsdag den 4. december 2012
Apple Cream Pie
Udover alle småkagerne, jeg har fået bagt i weekenden, blev det også til en lille tærte til dessert. Denne tærte, som er blevet min kærestes yndlings, er super lækker - og der bliver sjældent rester, for alle skal lige have et stykke til.
Opskriften, som er fra min American Pie kogebog kommer her:
Tærtedej:
Giver dej til 2 tærter - jeg plejer gerne at fryse halvdelen ned, så der er nem tærte næste gang, men ellers kan man selvfølgelig lave en halv portion.
300g hvedemel
1 spsk sukker
1 tsk salt
225g usaltet smør, koldt
6-7 spsk koldt vand
Skær smørret i små terninger, som stilles tilbage i køleskabet.
Pisk mel, sukker og salt sammen i en stor skål. Tilsæt de kolde smørklumper og mas det ned i melet med en gaffel, så det bliver til en krummet masse - der må gerne stadig være små klumper af smørret. Tilsæt halvdelen af vandet og brug en dejskraber til at samle dejen. Tilsæt resten af vandet lidt ad gangen, til det er nok til at samle dejen. Saml dejen med hænderne, men ælt ikke for længe. Drys dejen med et tyndt lag mel, og lad den hvile i køleskabet min. 30 min.
Når dejen har hvilet, tages den ud af køleskabet. Drys et godt lag mel på bordet og rul dejen ud. Kom dejen op i en tærteform og sæt den i køleskabet til fyldet er klar.
Fyld:
7-8 æbler
250g sukker
50g hvedemel
1 tsk vanilleessens
2,25 dl piskefløde
Topping:
60g mel
70g sukker
55g usaltet smør, stuetemperatur
Skræl æblerne og skær dem i mellemstore stykker. Vend æblerne med vanille, sukker og mel. Tilsæt piskefløden og rør det hele sammen.
Pres mel, sukker og smør sammen med en gaffel i en lille skål. Hæld æblerne op i tærteformen og drys med sukkertoppingen i et jævnt lag.
Bag tærten ved 230 grader i 10 min., og skru herefter ned på 170 grader, og lad tærten bage yderligere 50 min.
Lad tærten køle af og server den ved stuetemperatur.
Skulle der mod forventning være noget tilbage af tærten, kan den opbevares i køleskabet.
Abonner på:
Indlæg (Atom)