Viser indlæg med etiketten chokolade. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten chokolade. Vis alle indlæg

tirsdag den 23. juni 2015

Ballerina kage


For en uges tid holdt min niece sin 7-års fødselsdag, og jeg var blevet bedt om at tage en kage med. Jeg fik helt frie tøjler i forhold til, hvordan den skulle se ud, og jeg kom rimelig hurtigt frem til, at det ihvertfald skulle være en rigtig pige-kage.
Efter et par timer på pinterest, hvor jeg tit søger inspiration, kom jeg frem til, at jeg ville lave en fin lyserød ballerinakage.

Kagen består af to chokoladebunde og en drømmekagebund, lagt sammen med chokolade frosting og smurt op med indfarvet vanille frosting. For at få lidt friskhed ind i kagen, har jeg fordelt lidt hindbærpuré på drømmekagebunden. Hindbærpuréen er lavet af kogte hindbær og vanillesukker, som efterfølgende er kølet helt ned.

How to: Balletsko

Skoene på toppen er lavet i indfarvet fondant, som er rullet til ca. 3 mm, og skåret ud efter skabelonen nedenfor. (husk at den ene skal spejlvendes for at få en højre og en venstre - man kan bare vende skabelonen om på den ene, så er den der)
Jeg har lavet syningen på sålen ved hjælp af PME Design Wheeler, og til navnet har jeg brugt Städter Brigitte bogstavspræger. For at få skoen til at holde formen placerede jeg en kugle af fondant på spidsen af sålen inden jeg kom den øverste del af skoen på.
Når sålen er som man vil have den, kan man sætte toppen på ved hjælp af spiselig lim, og forme skoen som man ønsker. Fordi jeg gerne ville have skoene til at stå, kom jeg en træpind i hver sko, så de var nemme at placere på kagen.
Jeg skar to rektangler af fondant, som jeg brugte til at holde båndene fast på skoen. Disse er også sat fast med spiselig lim. Til sidst lavede jeg to små sløjfer, som jeg placerede foran på skoen.
Når skoene er som man gerne vil have dem, kan man lade dem tørre helt, gerne med lidt husholdningsfilm i, så de holder formen.


Chokoladebund opskrift:
Til 2 bunde Ø26 cm
5 dl kogende vand
100 g kakaopulver
400 g hvedemel
2 tsk natron
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
250 g smør, stuetemperatur
500 g sukker
5 æg
1,5 tsk vanilleessens

Rør kogende vand og kakaopulver sammen til alle klumper er rørt ud. Stil det til side, så det kan køle lidt af.
Sigt mel, natron, bagepulver og salt sammen.
I en separat skål piskes smør og sukker til det er let og luftigt. Tilsæt herefter æggene et ad gangen og pisk godt imellem.
Tilsæt skiftevis kakaoblanding og mel lidt ad gangen, og vend det sammen med en dejskraber.
Dejen fordeles i to smurte forme, og bages ved 200 grader i ca. 30 minutter. Der kan være stor forskel på ovne, så husk at tjekke om kagen er færdigbagt.


Drømmekagebund opskrift:
Til en bund Ø26 cm
4 æg
300 g sukker
250 g hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
2 dl mælk
50 g smør

Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt.
Sigt i en separat skål mel, bagepulver og vanillesukker sammen. Vend forsigtigt melblandingen i æggemassen med en dejskraber.
Varm mælk og smør i en gryde til det er fingervarmt, og vend det i dejen.
Dejen fordeles i en smurt form og bages ved 200 grader i ca. 25 minutter.


Chokolade frosting opskrift:
200 g mørk chokolade
225 g smør, stuetemperatur
1 tsk vanilleessens
140 g flormelis

Smelt chokoladen over vandbad, og lad den herefter køle af.
Pisk smørret til det er let og luftigt. Tilsæt vanilleessens og sigt flormelis i. Pisk det til det er blandet godt sammen, Tilsæt herefter den afkølede smeltede chokolade og pisk igen.

lørdag den 17. januar 2015

Minecraft kage


Min nevø blev 9 år i denne uge, det er utroligt som tiden flyver! I den anledning, skulle der naturligvis holdes børnefødselsdag, og på ønskelisten til denne, stod en Minecraft kage. 
Nu er jeg ikke personligt så meget inde i Minecraft-universet, så jeg måtte hjem til computeren og google mig lidt klogere. Efter lidt research følte jeg mig noget bedre klædt på, og kastede mig ud i projektet. Resultatet vakte heldigvis begejstring hos min nevø.

Kagen består af en vanille og en kakao sponge cake, som blev lagt sammen med chokoladecreme lavet på Marabou med Daim. Vanillebunden havde jeg farvet grøn, så kagen også var grøn og brun indeni. Efter jeg havde lagt kagen sammen, smurte jeg den op med mere chokoladecreme, og dekorerede med grøn vanillefrosting. Alle figurerne på kagen og bogstaverne er lavet i fondant.

Opskrift på sponge cake:
Til en bradepande str. 25x38

6 æg
450g sukker
1 tsk vanilleessens
375g hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk salt
2,5 dl sødmælk
90g smør, stuetemperatur

Pisk æggene et par minutter til de begynder at skumme op. Tilsæt sukkeret og pisk videre til blandingen er let og luftig. Tilsæt vanille og pisk kort.
Bland mel, bagepulver og salt sammen, og tilsæt herefter melblandingen, mælk og smør lidt ad gangen. Pisk til en ensartet dej.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 35 minutter.

Hvis du vil have en farvet kage, tilsættes pastafarve til dejen.
For at få en kakao sponge cake, erstattes 50g af melet med kakaopulver.

søndag den 5. oktober 2014

Fødselsdagslagkage med hindbær og hvid chokolade


Det er efterhånden lidt tid siden, jeg havde fødselsdag, og denne kage har siden da ligget og ventet på at blive delt med jer.

Kagen bestod af lækre mandelbunde, hindbærmousse og hvid chokoladecreme, som kagen også er smurt op med. På toppen er der pyntet med dejlige friske hindbær.

Jeg valgte at lave hindbærmoussen til denne kage uden sukker, for at give en lidt syrlig kontrast til den meget søde hvide chokolade, og det synes jeg fungerede rigtig godt.

mandag den 24. februar 2014

Chokolademousse


Kombinationen af den cremede konsistens og den lækre chokoladesmag er altid et hit, og chokolademousse er derfor en dessert, der jævnligt bliver nydt i vores lille hjem. 
I løbet af den sidste måned har vi da også fået chokolademousse et par gange, og jeg har efterhånden fået tilpasset opskriften, så den, efter min mening, er helt perfekt.

Opskrift:
Til 4 personer
200 g mørk chokolade* hakket groft
40 g smør
4 æggeblommer
4 tsk sukker
3,5 dl piskefløde

Smelt smørret ved lav varme. Tag gryden af varmen når smørret er smeltet, og smelt så chokoladen i det varme smør.
Pisk æggeblommer og sukker til det er helt lyst.
Pisk fløden til skum.
Vend forsigtigt chokolademassen i æggeblommerne med en dejskraber. Når massen er ensartet, vendes flødeskummet heri.
Kom moussen i en sprøjtepose og sprøjt den ud i fire glas eller skåle. Opbevar chokolademoussen i køleskabet til det skal serveres.

Inden servering, kan man pynte med lidt frisk frugt eller frysetørrede bær. Jeg bruger selv frysetørrede hindbær, kombinationen af chokoladen og den friske hindbærsmag er skøn.



*Jeg synes personligt, at chokolade med 64% kakaoindhold er helt perfekt til denne mousse, men det er selvfølgelig en smagssag, og man kan sagtens bruge chokolade med højere eller lavere kakaoprocent.

lørdag den 1. februar 2014

Chokolade cupcakes med karamel



Da min mand skulle flytte til en ny afdeling på arbejdet, havde han lovet at tage kage med til den gamle afdeling på hans sidste dag der. Jeg gav mig derfor straks i kast med disse lækre cupcakes.

Endnu en gang blev det de altid populære chokolade cupcakes, der dannede bunden. Denne gang dog med et lille twist, for i stedet for den klassiske vanillefrosting, jeg som regel bruger sammen med chokolade cupcakes, besluttede jeg mig for at lave en lækker karamelfrosting og en lille karameloverraskelse indeni.

Karamellen har jeg lavet ved at koge en dåse kondenseret mælk - se opskrift her. Det tager noget tid, så begynd i god tid, eller lav det i forvejen.


Jeg startede med at udhule mine cupcakes med et dertil indrettet værktøj, jeg vist nok har købt i Føtex engang. Er man ikke indehaver af sådan en, kan man sagtens gøre det med en kniv.



Med en sprøjtepose fyldte jeg udhulningen op med lidt af den lækre karamel, jeg startede med at lave.



Og lagde låget på igen :)

Og så til frostingen

Opskrift: Karamelfrosting
Til 12 cupcakes
130 g smør, stuetemperatur
Det resterende karamel fra dåsen
100 g flormelis
Evt. lidt salt

Pisk smørret til det bliver helt lyst og luftigt (se billedet nedenfor)
Tilsæt karamel og pisk et par minutter. Tilsæt flormelis og pisk til det er ensartet. Smag evt. til med lidt salt.

Jeg synes det gav en rigtig god smag med lidt salt til den søde karamel, men det er selvfølgelig en smagssag, og man kan sagtens lave den uden salt, hvis man ikke er til det!



fredag den 21. juni 2013

Chokolade- og passionskage

Denne kage med tynd mandelbund og fyld af chokolade- og passionsmousse er fantastisk lækker. Den fyldige chokolade og friske passionsfrugt spiller super godt sammen.

Opskrift:

Bund:
125g æggehvide
140g sukker
65g fint blendede mandler
20g hvedemel

Passionsmousse:
10g husblas
200g saft fra passionsfrugt
1 vaniljestang
170g sukker
2 dl sødmælk
135g æggeblomme
4 dl piskefløde

Chokolademousse:
200g mørk chokolade
40g smør
65g æggeblomme
4 tsk sukker
4 dl piskefløde

Bund: 
Pisk æggehviderne stive med 60g sukker.
Bland de blendede mandler og det resterende sukker sammen og sigt hvedemel heri.
Vend melblandingen i æggeblandingen.
Bred dejen ud på en plade med bagepapir.
Bag ca. 20 min. ved 180 grader.
Lad køle let og stik så ud med kagering i ønsket str.

Passionsmousse:
Læg husblas i blød i koldt vand ½ time.
Halver passionsfrugterne og skrab kød og saft ud af dem.
Passér saften gennem en sigte.
Skrab vanillekornene ud af stangen og bland det sammen med lidt sukker.
Kog vanillesukker, tomme vanillestænger, mælk og passionssaft kort op.
Rør æggeblommer og sukker sammen.
Hæld halvdelen af mælkeblandingen (husk at tage vaniljestænger op først) over i æggeblandingen under piskning.
Tilsæt resten af mælkeblandingen mens der piskes
Sæt blandingen over blusset under stadig piskning til det er ca. 75 grader.
Vrid husblassen for vand og kom den i den varme legering.
Rør til husblassen er smeltet.
Nedkøl legeringen til 30 grader. - Lav chokolademoussen mens det køler ned, det tager noget tid.
Pisk fløden let til skum.
Bland halvdelen af skummet i legeringen.
Vend resten af skummet i.
Fordel passionsmoussen oven på chokolademoussen i kageringen.
Stil på køl til den har sat sig.

Chokolademousse: 
Smelt smørret, og kom den hakkede chokolade heri. Rør til det er opløst.
Pisk æggeblommer og sukker til det er helt lyst og luftigt.
Kom chokoladen i æggeblommerne og vend det forsigtigt sammen.
Pisk fløden til skum og vend det i chokolademassen.
Fordel chokolademoussen oven på mandelbunden i kageringen.
Stil på køl.

Pynt evt. med hindbær eller andet.


Kagen i en lille portionsstørrelse.
Samme fremgangsmåde, blot i flere små kageringe.

Gateau Marcel Chokoladekage


En super lækker og cremet chokoladekage uden mel, og endda enkel at lave.

Opskrift:

280g smør
280g chokolade
280g sukker
8 æggeblommer
9 æggehvider

Smelt smørret og rør den hakkede chokolade i. Rør til det er smeltet og ensartet.
Pisk 2/3 af sukkeret sammen med æggeblommerne.
Pisk æggehviderne stive og pisk resten af sukkeret i lidt ad gangen. 
Rør forsigtigt æggeblommerne i chokolademassen.
Vend først halvdelen af æggehviderne i, og herefter resten meget forsigtigt, så det forbliver luftigt og lækkert.

Fordel 2/3 af dejen i en bageform og bag ved 180 grader i 30-35 min.
Lad kagen køle af og fordel så resten af dejen ovenpå.
Stil i køleskabet og server når den er helt afkølet.
Pynt evt. med hindbær.


Kagen er også fin og lækker med høvlet hvid chokolade!





tirsdag den 4. december 2012

Chocolate Crackle Cookies


Opskriften på disse kager har jeg fundet i min American Pie kogebog, og jeg syntes de så så fine ud, at dem måtte jeg prøve at lave. Jeg kan afsløre at de smager mindst lige så godt som de ser ud - super lækre med en kraftig chokoladesmag, og et lidt chewy indre. Yum.

Vær opmærksom på, at dejen til disse skønne kager skal i køleskabet mindst 2 timer, så det er ikke en impuls-cookie.

Opskrift:
225g mørk chokolade
170g mel
60g kakaopulver
2 tsk bagepulver
1/4 tsk salt
115g usaltet smør, stuetemperatur
265g lys muscovadosukker
2 æg
1 tsk vanilleessens
0,75 dl sødmælk
flormelis

Hak chokoladen i stykker og smelt den over vandbad. Stil den til side, så den kan køle af. Sigt mel, kakaopulver, bagepulver og salt sammen og stil det til side. Pisk smør og muscovadosukker sammen til det er let og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen og derefter vanilleessensen under konstant piskning. Tilsæt den afkølede chokolade og pisk det hele godt sammen. Bland halvdelen af melblandingen og halvdelen af mælken i med en ske og rør godt. Tilsæt derefter resten af melblandingen og mælken og rør til en ensartet dej.
Pak dejen ind i film og lad den ligge i køleskabet i min. 2 timer.
Sigt flormelis ned i en lille skål. Rul dejen til små kugler, og dyp dem i flormelisen, så de bliver godt dækkede, og læg dem på bagepapir med lidt mellemrum.
Kagerne bages i 10-12 min. ved 175 grader.


lørdag den 27. oktober 2012

Rocky Road Chokoladekage



Den anden dag fik jeg min veninde på besøg, og så må der jo kage til. Derfor besluttede jeg mig for at afprøve denne kage, som så både nem og lækker ud - det var den også. Selve kagen bliver rigtig god og svampet, og den lækre blanding af marshmallows, nødder og chokolade på toppen gør en allerede lækker kage endnu bedre. Yum yum.



Opskrift
Til en form på ca. 20x20
115 g usaltet smør + lidt ekstra til at smøre formen
60 g kakaopulver
200 g lys muscovadosukker
1 æg, pisket let sammen
60 g hvedemel
1,25 dl mælk
1 tsk vanilleessens
80 g minimarshmallows
110 g hakkede nødder (jeg har brugt pecannødder)
175 g chocolate chips (eller hakket chokolade)

Pisk smør og kakaopulver sammen i en gryde ved svag til mellem varme til smørret er smeltet, og blandingen er blevet glat og jævn. Tag gryden af varmen og tilføj muscovadosukker, æg, mel, mælk og vanille. Rør til dejen er ensartet. (Dejen bliver meget tyndtflydende - no worries, den bliver til en god fast kage i ovnen) 
Fordel dejen i en smurt form og bag i ca. 25-30 min. ved 175 grader. 
Tag kagen ud af ovnen og fordel minimarshmallows, nødder og chokolade på toppen. Sæt kagen tilbage i ovnen ca. 3-5 min. 
Lad kagen køle af ved stuetemperatur ca. 1 time og derefter yderligere 1 time i køleskabet. 
Enjoy

fredag den 3. august 2012

Toblerone creme

Lige så lækkert som det lyder, og rigtig god til fyld i kager.


Opskrift:
Til 1 lag fyld i en 20-25 cm kage
250 g toblerone
2,5 dl fløde


Kom toblerone og fløde i en gryde og varm det langsomt op under omrøring. Sluk for varmen når chokoladen er helt smeltet og blandingen begynder at simre.
Hæld blandingen i en skål, og lad den afkøle let inden den kommes i køleskabet. Lad den stå i køleskabet til den er helt kold, og pisk den herefter let op. Den skal kun piskes til den lige er cremet og luftig, pisker man for længe kan den godt finde på at skille.


Man kan erstatte tobleronen med hvilken som helst anden chokolade, det er kun fantasien, der sætter grænser :)

Mud cake

Mud cake er en mere svampet udgave af en chokoladekage, super lækker!

Opskriften kommer her :)
Til en rund form på 25 cm
250 g smør
250 g mørk chokolade
180 ml vand
295 g mel
1 1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
60 g kakao
1/2 tsk natron
550 g sukker
4 æg
8 tsk rapsolie
125 ml kærnemælk

Kom smør, chokolade og vand i en gryde og lad det smelte ved lav varme.
Bland 145 g mel, bagepulver og salt sammen, og sigt det sammen med det resterende mel, kakao og natron i en skål. Tilsæt sukker og bland det hele sammen.
Bland æg, olie og kærnemælk sammen med en gaffel.
Rør det hele sammen med en dejskraber til alle klumper er rørt ud.
Kom dejen i en form og bag den i 1 time og 50 min. ved 160 grader.
Det er vigtigt at man ikke åbner ovnen før kagen er færdig, da den ellers godt kan falde sammen.
Køl kagen af, og opbevar den i køleskabet, indpakket i husholdningfilm. 
Skal kagen skæres ud til bunde er det en god idé at lade den stå i køleskabet en dag, så den har sat sig lidt, så er den nemmere at skære.


tirsdag den 22. maj 2012

Chokolade Cupcakes med Lakrids

Så er eksamenslæsningen i fuld gang - og overspringshandling #1 blev at gå igang med disse cupcakes med lakrids. Opskriften har jeg fra min skønne nyindkøbte bog: 'Macarons Cupcakes Popcakes' af Mia Öhren.

Lakrids og Chokolade Cupcakes Opskrift:
Til 12 stk
100 g smør
1 dl hvedemel
1 dl kakao
2 spsk lakridspulver
1 tsk bagepulver
3 æg
2 dl sukker
1 dl mælk


Smørret smeltes. Mel, kakao, lakridspulver og bagepulver blandes sammen i en skål. Æg og sukker piskes hvidt og luftigt. Melblandingen sigtes i æggemassen lidt ad gangen. Det smeltede smør og mælk tilsættes. Massen piskes til en glat dej. Dejen kommes i forme og bages i ca. 20 min ved 175 grader.


Lakrids og Chokolade Topping Opskrift:
275 g mørk chokolade
3 dl piskefløde
1 spsk honning
1 spsk lakridspulver
25 g stuevarmt smør


Chokoladen hakkes fint. Fløde, honning og lakridspulver blandes i en gryde og sættes til at koge - Husk at røre rundt så det ikke brænder på. Når blandingen koger, tages den af varmen, og chokoladen røres i til den er helt smeltet og massen er ensartet. Smørret tilsættes i små klumper. Blandingen røres sammen til den er glat, herefter sættes den til afkøling - enten natten over ved stuetemperatur eller en times tid i køleskabet. Sætter man den i køleskabet skal den tages ud lidt før man skal bruge den, da den ellers vil være meget hård. 


Jeg havde lidt problemer med toppingen, som begyndte at skille. Efter en lang tur hos Hr. Kenwood på max speed og en tur i køleskabet var den dog fin igen :)


Cupcakesene får en super lækker lakridssmag, men det er ligesom om, at den massive mængde chokolade overdøver lakridssmagen i toppingen lidt, så er man til en fremtrædende lakridssmag, skal man nok komme lidt mere lakridspulver i, end der står i opskriften. Det vil jeg ihvertfald gøre næste gang.


Det skal også siges, at hvis man vil lave swirls med toppingen (som på billedet), så giver opskriften lige lidt nok, jeg havde ihvertfald ikke nok til alle 12 kager.

fredag den 4. maj 2012

Lækre Chokolade Muffins med Marshmallows







I dag syntes jeg lige, jeg trængte til at bage lidt - og når det er fredag, så må man gerne ;) Så jeg besluttede mig for at afprøve en opskrift fra min nye kagebog - Fantastiske Kager af Jacqueline Bellefontaine & Gail Wagman. Den kan fås i Arnold Busck til kun 99,95, og den er proppet med lækre opskrifter og billeder.
Jeg faldt over disse chokolade muffins med marshmallows, og de blev virkelig gode og lækre - dejlig bløde indeni og med en kraftig chokoladesmag. De kan kun anbefales.


Her kommer opskriften
Til ca. 12-16 stk
240g mørk chokolade
250g usaltet smør, stuetemperatur
4 æg
200g sukker
120g hvedemel
1 tsk salt
60g chokoladeknapper el. mørk chokolade i mellemstore stykker
Marshmallows (1 til hver muffin)


Chokolade og smør smeltes i vandbad (må ikke koge, men skal blot lige være smeltet) Blandingen stilles til afkøling - den skal være lunken.
Æggene og sukkeret piskes sammen til det er hvidt og skummende. Mel og salt røres i. Den nu lunkne chokoladeblanding hældes i, og det hele røres godt sammen til dejen er glat og blank.
Dejen fordeles i muffinforme, og på hver kage lægges der et stykke chokolade.
Kagerne bages ved 180 grader i 15 min. - De er stadig lidt bløde når de kommer ud af ovnen. Der lægges en marshmallow på hver kage, og så skal de en tur i ovnen igen. Denne gang ikke så længe, ca. 1 min, så bliver marshmallowsene dejlig bløde indeni. Hvis de ikke har fået den fine sprøde og lysebrune overflade, kan man lige give den en gang med en créme brûlée brænder.


Kagerne er allerlækrest når de stadig er lune og marshmallowsene har en sprød skorpe. Hvis man ikke skal bruge alle kagerne med det samme, kan man sætte dem i køleskabet efter anden gang i ovnen. Når de skal bruges kan man blot sætte dem et par minutter i ovnen, og herefter slutte af med brænderen.





 
Kagerne tages ud af ovnen første gang
Marshmallowsene lægges på
Den smeltede chokolade fungerer som lim
Kagerne når de tages ud af ovnen anden gang
Det færdige resultat efter marshmallowsene har fået en gang med créme brûlée brænderen

tirsdag den 6. marts 2012

Macarons med Chokolade Ganache


Jeg har i dag, for første gang nogensinde, forsøgt mig med macarons. De blev desværre ikke super flotte, men de smagte trods alt godt :)



Macaron opskrift
til ca. 25 stk


100g mandelmel (kan købes færdigt eller man kan lave det selv ved at køre smuttede mandler i en foodprocessor eller mini-hakker til det bliver helt fint)
100g flormelis
2 x 40g æggehvider (lidt under 2 bægre)
100 g sukker
0,4 dl vand
Ønsket farve

Sigt og bland mandelmel og flormelis.
Pisk 40g æggehvider til det er stift. Bring vand og sukker i kog uden at røre i det. Tag det af varmen når det når 110 grader og hæld det ned til de piskede æggehvider mens piskeren kører ved høj hastighed. Pisk til massen er kølet af.
Bland de resterende 40g æggehvider i mandel-flormelisblandingen, og tilsæt herefter den ønskede farve. I den opskrift, jeg har brugt, står der, at man kun skal komme lidt farve i, men mine macarons blev meget lyse i forhold til, hvad jeg havde tænkt. Husk på, når farven kommes i, at æggehvide-massen vil mindske farven når den kommer i.
Bland 1/3 af æggehvide-massen i mandel-massen med en dejskraber. Når det har samlet sig tilsættes resten af æggehvide-massen. Bland forsigtigt til en ensartet dej.
Kom dejen i en sprøjtepose med en rund tyl på, og kom små klatter på et stykke bagepapir. Jeg forsøgte mig med forskellige størrelser, og kom frem til, at jo mindre jo bedre. Lad tørre i ca. 1 time.
Forvarm ovnen til 145 grader, og bag kagerne i 13 min. Flyt bagepapiret med kagerne over på en bordplade, så de kan køle af. Vent med at tage dem af bagepapiret til de er helt afkølede, ellers går de nemt i stykker.

Chokolade ganache opskrift
Til ca. 25 stk

100g mørk chokolade
1 dl fløde

Hak chokoladen fint.
Kom fløden i en gryde og bring den i kog. Når den koger hældes fløden over chokoladen, og der røres rundt. Stil til afkøling.

Når både macarons og chokolade ganache er afkølede, tages kagerne af bagepapiret og lægges med den flade side opad. Kom chokolade ganachen i en sprøjtepose med en rund tyl, og fordel på halvdelen af kagerne. Læg de resterende kager ovenpå.

fredag den 2. marts 2012

Chokolade Cupcakes med Vanille Frosting



Jeg har tit været ude for at chokolade-cupcakes er blevet tørre, men disse er super lækre, og efter at have prøvet denne opskrift har jeg brugt den hver gang, jeg har bagt choko-cupcakes. Vanille-frostingen er også rigtig god. Jeg har tidligere haft lavet frosting kun med flormelis og smør, hvilket godt kan blive lidt tungt, men mælken i denne opskrift gør frostingen lidt lettere.
Blomsterne er lavet af fondant, farvet med forskellige pastafarver, og små hvide sukkerkugler fra Dr. Oetker. Jeg synes selv, de blev super fine.
Jeg har brugt Wiltons 1M tyl til den grønne frosting og 2D til den lyserøde.




Chokolade cupcakes opskrift
Til 12 cupcakes
250 ml kogende vand
50 g kakaopulver
175 g mel
2 tsk bagepulver
1/2  tsk salt
115 g smør, usaltet, stuetemperatur
200 g sukker
2 æg, stuetemperatur
2 tsk vanille-essens


Tænd ovnen på 190 grader. 
Rør kogende vand og kakaopulver sammen til alle klumper er rørt ud. Stil det til side, så det kan køle lidt af. Bland mel, bagepulver og salt sammen i en skål. Pisk i en anden skål smør og sukker til det er lyst og luftigt, og pisk så æggene i et ad gangen. Tilsæt mel-blandingen og pisk det hurtigt sammen. Tilsæt vanille-essens og pisk videre. Tilsæt kakao-blandingen og rør til dejen er ensartet.
Kom dejen i formene. Jeg bruger som regel en sprøjtepose til dette, så er det lidt nemmere at styre, og man undgår at få dej ud over det hele :)
Kagerne bages i ca. 15-20 min.
Når kagerne er bagt hæver de, så der kommer en top på, men når man stiller dem til afkøling falder de lidt sammen igen, så der kommer en fin, flad overflade, man kan pynte på.




Vanille frosting opskrift
180 g smør, stuetemperatur
9 dl flormelis
1 dl lun mælk
3 tsk vanillesukker


Pisk smør, flormelis, vanillesukker og 1/2 dl mælk sammen. Tilsæt den resterende mælk lidt ad gangen til frostingen får den ønskede konsistens.
Herefter kan man indfarve frostingen med pastafarver, som jeg har gjort denne gang.
Man kan også tilsætte kakaopulver, for at få en lækker chokolade-frosting.
Denne opskrift giver rigeligt til 12 cupcakes. Jeg får som regel en del tilovers, men man kan sagtens komme det i fryseren, så har man også dejlig nem frosting til næste gang.