Viser indlæg med etiketten Fyld. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Fyld. Vis alle indlæg

tirsdag den 23. juni 2015

Ballerina kage


For en uges tid holdt min niece sin 7-års fødselsdag, og jeg var blevet bedt om at tage en kage med. Jeg fik helt frie tøjler i forhold til, hvordan den skulle se ud, og jeg kom rimelig hurtigt frem til, at det ihvertfald skulle være en rigtig pige-kage.
Efter et par timer på pinterest, hvor jeg tit søger inspiration, kom jeg frem til, at jeg ville lave en fin lyserød ballerinakage.

Kagen består af to chokoladebunde og en drømmekagebund, lagt sammen med chokolade frosting og smurt op med indfarvet vanille frosting. For at få lidt friskhed ind i kagen, har jeg fordelt lidt hindbærpuré på drømmekagebunden. Hindbærpuréen er lavet af kogte hindbær og vanillesukker, som efterfølgende er kølet helt ned.

How to: Balletsko

Skoene på toppen er lavet i indfarvet fondant, som er rullet til ca. 3 mm, og skåret ud efter skabelonen nedenfor. (husk at den ene skal spejlvendes for at få en højre og en venstre - man kan bare vende skabelonen om på den ene, så er den der)
Jeg har lavet syningen på sålen ved hjælp af PME Design Wheeler, og til navnet har jeg brugt Städter Brigitte bogstavspræger. For at få skoen til at holde formen placerede jeg en kugle af fondant på spidsen af sålen inden jeg kom den øverste del af skoen på.
Når sålen er som man vil have den, kan man sætte toppen på ved hjælp af spiselig lim, og forme skoen som man ønsker. Fordi jeg gerne ville have skoene til at stå, kom jeg en træpind i hver sko, så de var nemme at placere på kagen.
Jeg skar to rektangler af fondant, som jeg brugte til at holde båndene fast på skoen. Disse er også sat fast med spiselig lim. Til sidst lavede jeg to små sløjfer, som jeg placerede foran på skoen.
Når skoene er som man gerne vil have dem, kan man lade dem tørre helt, gerne med lidt husholdningsfilm i, så de holder formen.


Chokoladebund opskrift:
Til 2 bunde Ø26 cm
5 dl kogende vand
100 g kakaopulver
400 g hvedemel
2 tsk natron
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
250 g smør, stuetemperatur
500 g sukker
5 æg
1,5 tsk vanilleessens

Rør kogende vand og kakaopulver sammen til alle klumper er rørt ud. Stil det til side, så det kan køle lidt af.
Sigt mel, natron, bagepulver og salt sammen.
I en separat skål piskes smør og sukker til det er let og luftigt. Tilsæt herefter æggene et ad gangen og pisk godt imellem.
Tilsæt skiftevis kakaoblanding og mel lidt ad gangen, og vend det sammen med en dejskraber.
Dejen fordeles i to smurte forme, og bages ved 200 grader i ca. 30 minutter. Der kan være stor forskel på ovne, så husk at tjekke om kagen er færdigbagt.


Drømmekagebund opskrift:
Til en bund Ø26 cm
4 æg
300 g sukker
250 g hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
2 dl mælk
50 g smør

Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt.
Sigt i en separat skål mel, bagepulver og vanillesukker sammen. Vend forsigtigt melblandingen i æggemassen med en dejskraber.
Varm mælk og smør i en gryde til det er fingervarmt, og vend det i dejen.
Dejen fordeles i en smurt form og bages ved 200 grader i ca. 25 minutter.


Chokolade frosting opskrift:
200 g mørk chokolade
225 g smør, stuetemperatur
1 tsk vanilleessens
140 g flormelis

Smelt chokoladen over vandbad, og lad den herefter køle af.
Pisk smørret til det er let og luftigt. Tilsæt vanilleessens og sigt flormelis i. Pisk det til det er blandet godt sammen, Tilsæt herefter den afkølede smeltede chokolade og pisk igen.

lørdag den 1. februar 2014

Karamel af kondenseret mælk

Jeg har længe gerne villet afprøve at lave karamel ved at koge en dåse kondenseret mælk. Lidt halvfarligt lyder det, og jeg var da også lidt (meget) skeptisk! Efter en del research begav jeg mig så ud i det, meget spændt på, hvad der ville møde mig, når jeg skulle åbne dåsen!


Tadaaa, det lykkedes! Inde i dåsen var den lækreste karamel (flødekaramel-agtig i smagen) Mums!

Sådan laver man karamel af kondenseret mælk:

Tag papiret af dåsen og kom den ned i en (stor) gryde med kogende vand. Læg låg på og skru ned for varmen, så det blot står og simrer. Tag dåsen op efter 3 timer, og lad den køle godt af (jeg lod den stå ca. 2 timer) Åbn dåsen og voila, lækker karamel!
Konsistensen var en lille smule klumpet, så jeg kom karamellen over i en skål og rørte godt rundt til den var lækker glat.

Det er meget vigtigt at dåsen hele tiden er dækket med vand, læste jeg mig frem til, så det sørgede jeg for, den var! Man skulle nødigt risikere en eksplosion eller noget i køkkenet ;) Jeg brugte en meget stor gryde og kom rigtig meget vand i den, så det blev ikke noget problem. Hvis man bruger en mindre gryde, eller kommer mindre vand i fra starten, skal man huske ofte at tjekke vandniveauet, og evt. tilsætte mere vand. En del af vandet fordamper jo, når det koger!

Kondenseret mælk kan efterhånden købes i de fleste større supermarkeder, men jeg har erfaret, at det faktisk er en del billigere at købe hos etniske grønthandlere (ihvertfald her, hvor jeg bor)

fredag den 21. juni 2013

Chokolade- og passionskage

Denne kage med tynd mandelbund og fyld af chokolade- og passionsmousse er fantastisk lækker. Den fyldige chokolade og friske passionsfrugt spiller super godt sammen.

Opskrift:

Bund:
125g æggehvide
140g sukker
65g fint blendede mandler
20g hvedemel

Passionsmousse:
10g husblas
200g saft fra passionsfrugt
1 vaniljestang
170g sukker
2 dl sødmælk
135g æggeblomme
4 dl piskefløde

Chokolademousse:
200g mørk chokolade
40g smør
65g æggeblomme
4 tsk sukker
4 dl piskefløde

Bund: 
Pisk æggehviderne stive med 60g sukker.
Bland de blendede mandler og det resterende sukker sammen og sigt hvedemel heri.
Vend melblandingen i æggeblandingen.
Bred dejen ud på en plade med bagepapir.
Bag ca. 20 min. ved 180 grader.
Lad køle let og stik så ud med kagering i ønsket str.

Passionsmousse:
Læg husblas i blød i koldt vand ½ time.
Halver passionsfrugterne og skrab kød og saft ud af dem.
Passér saften gennem en sigte.
Skrab vanillekornene ud af stangen og bland det sammen med lidt sukker.
Kog vanillesukker, tomme vanillestænger, mælk og passionssaft kort op.
Rør æggeblommer og sukker sammen.
Hæld halvdelen af mælkeblandingen (husk at tage vaniljestænger op først) over i æggeblandingen under piskning.
Tilsæt resten af mælkeblandingen mens der piskes
Sæt blandingen over blusset under stadig piskning til det er ca. 75 grader.
Vrid husblassen for vand og kom den i den varme legering.
Rør til husblassen er smeltet.
Nedkøl legeringen til 30 grader. - Lav chokolademoussen mens det køler ned, det tager noget tid.
Pisk fløden let til skum.
Bland halvdelen af skummet i legeringen.
Vend resten af skummet i.
Fordel passionsmoussen oven på chokolademoussen i kageringen.
Stil på køl til den har sat sig.

Chokolademousse: 
Smelt smørret, og kom den hakkede chokolade heri. Rør til det er opløst.
Pisk æggeblommer og sukker til det er helt lyst og luftigt.
Kom chokoladen i æggeblommerne og vend det forsigtigt sammen.
Pisk fløden til skum og vend det i chokolademassen.
Fordel chokolademoussen oven på mandelbunden i kageringen.
Stil på køl.

Pynt evt. med hindbær eller andet.


Kagen i en lille portionsstørrelse.
Samme fremgangsmåde, blot i flere små kageringe.

fredag den 3. august 2012

Toblerone creme

Lige så lækkert som det lyder, og rigtig god til fyld i kager.


Opskrift:
Til 1 lag fyld i en 20-25 cm kage
250 g toblerone
2,5 dl fløde


Kom toblerone og fløde i en gryde og varm det langsomt op under omrøring. Sluk for varmen når chokoladen er helt smeltet og blandingen begynder at simre.
Hæld blandingen i en skål, og lad den afkøle let inden den kommes i køleskabet. Lad den stå i køleskabet til den er helt kold, og pisk den herefter let op. Den skal kun piskes til den lige er cremet og luftig, pisker man for længe kan den godt finde på at skille.


Man kan erstatte tobleronen med hvilken som helst anden chokolade, det er kun fantasien, der sætter grænser :)

Hindbærmousse

Denne hindbærmousse er meget frisk og let, og derfor ideel til fyld i kager. Derudover er den super enkel og nem at lave.


Opskriften kommer her
Til 1 lag fyld i en 20-25 cm kage
300 g frosne hindbær
2,5 dl fløde
Sukker
Vanillesukker


Kog de frosne hindbær op, og si væden fra. Kom dem derefter i en skål. Mos hindbærrene med en gaffel og smag til med sukker og vanillesukker. Køl det let af, og kom det i køleskabet. Lad det stå til det er helt koldt.
Pisk fløden til skum, og vend de kolde hindbær heri.