Så er eksamenslæsningen i fuld gang - og overspringshandling #1 blev at gå igang med disse cupcakes med lakrids. Opskriften har jeg fra min skønne nyindkøbte bog: 'Macarons Cupcakes Popcakes' af Mia Öhren.
Lakrids og Chokolade Cupcakes Opskrift:
Til 12 stk
100 g smør
1 dl hvedemel
1 dl kakao
2 spsk lakridspulver
1 tsk bagepulver
3 æg
2 dl sukker
1 dl mælk
Smørret smeltes. Mel, kakao, lakridspulver og bagepulver blandes sammen i en skål. Æg og sukker piskes hvidt og luftigt. Melblandingen sigtes i æggemassen lidt ad gangen. Det smeltede smør og mælk tilsættes. Massen piskes til en glat dej. Dejen kommes i forme og bages i ca. 20 min ved 175 grader.
Lakrids og Chokolade Topping Opskrift:
275 g mørk chokolade
3 dl piskefløde
1 spsk honning
1 spsk lakridspulver
25 g stuevarmt smør
Chokoladen hakkes fint. Fløde, honning og lakridspulver blandes i en gryde og sættes til at koge - Husk at røre rundt så det ikke brænder på. Når blandingen koger, tages den af varmen, og chokoladen røres i til den er helt smeltet og massen er ensartet. Smørret tilsættes i små klumper. Blandingen røres sammen til den er glat, herefter sættes den til afkøling - enten natten over ved stuetemperatur eller en times tid i køleskabet. Sætter man den i køleskabet skal den tages ud lidt før man skal bruge den, da den ellers vil være meget hård.
Jeg havde lidt problemer med toppingen, som begyndte at skille. Efter en lang tur hos Hr. Kenwood på max speed og en tur i køleskabet var den dog fin igen :)
Cupcakesene får en super lækker lakridssmag, men det er ligesom om, at den massive mængde chokolade overdøver lakridssmagen i toppingen lidt, så er man til en fremtrædende lakridssmag, skal man nok komme lidt mere lakridspulver i, end der står i opskriften. Det vil jeg ihvertfald gøre næste gang.
Det skal også siges, at hvis man vil lave swirls med toppingen (som på billedet), så giver opskriften lige lidt nok, jeg havde ihvertfald ikke nok til alle 12 kager.
Er det 175 grader varmluft? :-)
SvarSletHej Louise,
SletNej, det er 175 grader ved alm. ovn. Så det er nok omkring 160 grader ved varmluft :)